AFGANG 2025

Mads Hilbert
Afgang Det Fynske Kunstakademi, Skulptursalen
Olie på lærred

Min maleriske praksis kredser om det ufuldstændige; den spændingsfyldte overgang mellem skitse og færdigt værk. I denne grænsezone findes en særlig åbenhed, hvor intuition, spontanitet og indlevelse kan få plads. For mig er det ikke resultatet alene, men selve processen og sporene på lærredet der rummer maleriets værdi. Denne proces bliver en dialog mellem hånd, øje og materiale. Fladen er et levende rum, hvor penselstrøg og klatter af maling efterlader spor af tvivl og beslutning. Farveprøver, skitser og brudte motiver afslører værkets opbygning og peger på maleriets egen fortælling. I mine værker mødes figuration og abstraktion i en konstant dans, hvor fokus opløses og genfinder sig selv. Motiverne er ofte landskaber, drømmende og fragmenterede rum, hvor menneskets tilstedeværelse, særligt den mandlige krop, står ensom og søgende. Denne figurative ensomhed spejler sig i det maleriske rum, som aldrig helt afslutter sig selv, men forbliver åbent. Skitsen bliver værket, og værket er skitsen.