Indvielse af juleværk foran Det Fynske Kunstakademi
Fredag den 4. december kl. 15-16 byder Det Fynske Kunstakademi og Odense Kommune velkommen til indvielse af værket Ode til Den Fynske træskomaler // Nissens dansesko af Malte Frej Linnebjerg.
Varm gløgg og lune æbleskiver serveres.
Værket består af en kæmpe, udskåret træsko stående på pladsen foran Det Fynske Kunstakademi i Jernbanegade. Værket vil de kommende tre år blive udstillet i november og december måned som et glædeligt bidrag til den særlige julestemning, der præger byen i den kolde vintertid.
Træskoen er placeret på en nyetableret plint, der er blevet til i et samarbejde mellem Det Fynske Kunstakademi og Odense Kommune. Plinten er tænkt som en lille udstillingsplatform i det offentlige rum, hvor skiftende kunstnere – herunder studerende og dimittender fra Det Fynske Kunstakademi – fremover får mulighed for at præsentere sin kunst.
Malte Frej Linnebjerg (f. 1996) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi (2025) og Det Kongelige Danske Kunstakademi (2023-24).