Historie

Det Fynske Kunstakademi er en statsanerkendt, selvejende uddannelsesinstitution, som drives med tilskud fra Odense Kommune og Kulturministeriet. Akademiet tilbyder en 5-årig videregående, billedkunstnerisk uddannelse og har til formål at uddanne billedkunstnere på højeste niveau. Akademiet huser desuden offentlige, kulturelle arrangementer som udstillinger og foredrag. Det Fynske Kunstakademi er det næststørste kunstakademi i Danmark og den eneste videregående uddannelse indenfor billedkunst i Region Syddanmark. Akademiet ledes af rektor og en bestyrelse.

Det Fynske Kunstakademi blev grundlagt af billedkunstneren Kaj Kylborg (1916 – 1997) i 1944. Dengang hed det Odense Tegne- og Maleskole og lå i en lejlighed i Vestergade. 10 år senere skiftede skolen navn til det Fynske Kunstakademi, og i 1984 flytter man ind i mere velegnede lokaler i den tidligere Brandts Klædefabrik, hvor akademiet har haft til huse frem til 2018. I 1988 kommer Det Fynske Kunstakademi på Finansloven.

Det Fynske Kunstakademi bor i dag på adressen Jernbanegade 13, i en bygning skabt til kunst. Den smukke, klassicistiske bygning fra 1883 er Odenses første museumsbygning og husede tidligere Fyns Kunstmuseum. Bygningen er tegnet og bygget af den lokale murermester Anders Frederik Andersen og hans søn Frederik Emil Andersen i samarbejde med arkitekt Emil Schwanenflügel som museumsbygning til Odense by. Facaden er udsmykket med skulpturer, relieffer og maleri, der – sammen med de arkitektoniske referencer til græsk antik og italiensk renæssance – understreger dens funktion som sted for videnskab og kunst. Helt særlig er den malede frise med motiver fra nordisk historie og mytologi. På toppen af gavlen troner den græske visdommens gudinde, Pallas Athene. Bygningen blev i 1997 renoveret i overensstemmelse med sit oprindelige udseende og er i dag fredet.