Afgang 2019
Simon Fiil
En Fabrik Som Laver Ting
Video, objekter i genbrugsmaterialer
Værket En Fabrik Som Laver Ting undersøger formgivning med et relationelt projekt, der i en leg med genbrugsmaterialer engagerer børn i tanker omkring mad og hverdag. “En Fabrik Som Laver Ting bør betragtes som en løbende undersøgelse af, hvordan den professionelle billedkunstner kan integrere sig i det omkringliggende samfund. Kan blive en del af den, i dette tilfælde gennem almindelige danskeres hverdag. Hvordan man som kunstner bevæger sig ind i ikke-kunstinstitutionen og skaber værdi, glæde og eftertænksomhed. Med afsæt i de særegne og nyttige kompetencer, som billedkunstneren har i sin værktøjskasse. Mit mål er at møde folk gennem egen fascination, men fælles interesser. Og forlade dem igen, glade og med et eftertænksomt blik i øjet. Det vidner om nyt indblik i det, de måske ikke selv genkender som æstetisk sans. Selv får jeg En Fabrik Som Laver Ting.” – Simon Fiil
Simon Fiil beskæftiger sig i sin skulpturelle praksis med samfundsemner som uddannelse, miljø, infrastruktur, logistikkens afveje, og hverdagens valg. Fiil har i en årrække primært arbejdet med genbrugsmaterialer som pap, papir og plastik med ønsket om at skabe fokus på genbrugsmaterialer. Dette har medført en række skolesamarbejder i form af, workshops der fokuserer på kreativt genbrug og bæredygtighed.