Afgang 2014
Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling 2014
Burning the candle from both ends
10.maj – 3. august 2014
For 6. år i træk har Det Fynske Kunstakademi den store glæde at vise afgangsudstillingen i Brandts udstillingslokaler. Denne gang i den smukke, gamle museumsbygning i Jernbanegade. Afgangsudstillingen er kulminationen på Det Fynske Kunstakademis 5-årige uddannelsesforløb, og i 2014 udstiller 11 afgangsstuderende værker skabt specielt til denne lejlighed.
Kunstnere:
Nick Nagel Bojesen, Niklas C. M. Bruhn, Stine Gro, Maj Horn, Christian Bang Jensen, Pascal Mayet, Diana Prim, Anna Samsøe, Luise Sejersen, Johannes Sivertsen, Josefine Struckmann
Hvert år inviterer akademiet en ekstern kurator, der i samarbejde med Brandts organiserer afgangsudstillingen. Valget er i år faldet på den internationalt anerkendte kurator og medstifter af Signal Center for contemporary art i Malmø, Elena Tzotzi, som de sidste seks måneder har arbejdet med de afgangsstuderende på det afsluttende forløb.
– Når elleve kunstnere samles for at præsentere deres afgangsudstilling i regi af det kunstakademi, der har været deres hjem de seneste 5 år, kunne man tro, at mangfoldighed ville være en hård nød at knække. Men er det ikke sådan, at forbindelser har tendens til at vise sig, når de er mindst ventet? At undersøge forestillinger om visuel og auditiv opfattelse, at udforske vores måder at forstå verden på gennem discipliner som videnskab, religion, myter og teknologi, og at zoome ind på detaljer, der afspejler et større perspektiv, er alle fortællinger, som sætter associationer i gang. Denne udstilling bringer disse forbindelser i spil, fortæller kurator Elena Tzotzi.
I forbindelse med udstillingen udgives en publikation, hvor kunstnerne kortlægger og udvider det kunstneriske rum som præsenteres på udstillingen. Publikationen indeholder forord af Elena Tzotzi og interview med den franske kunstkritiker og kurator Thomas Boutoux. Download publikationen som pdf her: Burning the candle in both ends
Åbningstider:
Fernisering: Fredag d. 9. maj kl. 15.00 -21.00. Derefter åbent alle dage 10.00 – 17.00, torsdag 12.00 – 21.00. Mandag og tirsdag lukket.
Arrangementer:
Performance lecture med afgangsstuderende Maj Horn fredag 16. maj fra 15.00 – 16.30
Artist talks ved afgangsstuderende Johannes Sivertsen, Stine Gro, Christian Bang, Josepfine Struckmann, Luise Sejersen og Anna Samsøe torsdag d. 22. maj kl. 17.00 – 18.30