AMCN udstilling 2025
Erdal Bilici, ‘Push & pull’
Porcelæn, støbejerns-readymade, stålsamling
2025
Der ligger en flåde på lur i søen. Grå skikkelser, der duver i vandoverfladen. De har samme former som de gab, der sidder for enden af store gravemaskiner, men kunne også ligne tandsæt fra oldtidsfund, som er steget op til overfladen. De er af porcelæn, men flytter sig ingen vegne, for de er tøjret til søens bund af deres egne støbeforme af metal, der fungerer som ankre. Eller som navlestrenge, der forbinder fortid og nutid, undergrund og overgrund, ødelæggelse og skabelse. Vand og jord.
Bilicis skulpturer kunne ligne overdimensioneret restaffald fra tandlægeklinikken, hvis det altså ikke var for det sirlige arrangement, der minder om et alter eller et kultisk ritual. Fortidens mennesker brugte dyretænder til at lave smykker af eller betragtede dem som magiske amuletter. I dag er der ikke meget magi tilbage i vores forhold til redskaber: De skal tjene menneskets ordrer, adlyde det mindste tryk på en knap.