AMCN udstilling 2024

Cecilie Skov

Drypper ind, 2024
Glas, bivoks, kridt, juice, skravering, tin.
To dele, 80×140 cm hver.

Holder huller, 2024
Glas, bleget bivoks, sæbe, snavs, tin.
To dele, 80x100cm hver.

Spyt tunge trin, 2024
Glas, bleget bivoks, pigment, hår, grus, tin.
To dele, 40×140 cm hver.

Smelter sladder, 2024
Glas, bivoks, pigment, regn, støv, hvisken, tin.
To dele, 80×100 cm hver.

I lommer, 2024
Glas, bleget bivoks, pigment, klister, grums, tin.
To dele, 40×60 cm hver.

Tegner tæt luft, 2024
Glas, bleget bivoks, brændt bivoks, tyggegummi, skravering, tin.
To dele, 80x140cm hver.

Risingskolen i Odense

Fotos af Brian Kure

Trapperne på Risingskolen betragtes af Cecilie Skov som bygningens metaforiske rygrad – et arkitektonisk greb, der holder sammen på fællesskabet af børn, personale og forældre samt bygningens struktur. I denne stille trappeopgang til biblioteket har Skov installeret en serie på seks værker primært lavet af glas, voks og tin, alle materialer, der kan reduceres til flydende form, og som i varierende grad er hårde, bløde, skrøbelige og robuste.

Ophængt fladt mod væggen antager disse værker karakter af skærme og sider – touchscreens, notesbøger, undervisningstavler, talebobler eller vinduer. De refererer til gamle romerske trætavler, hvis udhulede plade blev fyldt med voks og ridset på for at skitsere eller skrive flygtige noter. Overfladen kunne rengøres ved at smelte og udglatte voksen og dermed skabe en “ny side”, der var klar til at blive brugt igen. Det er fra denne proces, at udtrykket “tabula rasa” stammer.

I hele trappeopgangen følger skulpturerne arkitekturens kontekstuelle linjer: Nogle elementer er hævet op til loftet, mens andre er skåret til for at give plads til et vindue. Tingreb, der er støbt af håndaftryk, antager form af ryghvirvler og følger børnenes bevægelser rundt i bygningen, hvor de griber fat i messinggelænderet som en slags anker i skolens hverdag.

Tekst af Jes Fernie