AMCN udstilling 2025

the Tower that used to be a Well
Af Bodil Skovgaard Nielsen

Der har været nogen før. Her i grusgraven, hvor man er underligt tæt på jordens allerældste indre, er alting alligevel nyt. Stigninger og fald er skabt af gravemaskinernes ihærdige arbejde. Søerne med deres firkantede bredder er ikke sprunget frem af klipper, de er opstået, fordi nogen har gravet for dybt og ramt grundvandet. Her er mountainbikes og heste, og ude på de store veje suser lastbilerne forbi med nye læs. Det, de bærer på, både skaber og fjerner. Det tidligere flade landskab er nu bakket, ude i verden er der nogen, der har bestilt en ny motorvej. Over motorstøjen, sangfuglene.

Tarup-Davinde Naturområde er et sted, hvor tider og steder krydser hinanden: sten og ben og snavs fra tider, før der overhovedet var mennesker, gravet op af højteknologisk maskineri. Tilbage står et såret land og et lille mirakel. Som udvindingen af grus gradvist afsluttes, omdannes området til naturreservat i samarbejde mellem kommuner, foreninger og lokale. Her er badesøer, ridestier og et fælles mødested med køkkenfaciliteter, hvor man kan købe brænde til at lave mad over bål.

Og nu er der også kunst herude. Syv kunstnere fra Anne Marie Carl-Nielsen program for kunst i offentlige rum ved Det Fynske Kunstakademi har i et år studeret stedet, landskabet, dets beboere og brugere. Over seks uger fremkalder de andre måder at se og bevæge sig i landskabet. Deres værker er ikke så meget interventioner, som invitationer: til at se grusgraven som et lager af fortid, form, funktion og bevægelse. Det, der har været her før, kalder de frem fra graven. Og det, der kunne blive, skaber de rum til.

Hul og bunke

Forestil dig et tårn, der rejser sig i et ellers goldt og fladt landskab. Som en bønnestage fra et eventyr skyder det op mod himlen: Det ser magisk ud. Når du går nærmere, afslører en anden årsagskæde sig imidlertid. Tårnet er slet ikke tårn, men en tidligere brønd, flere meter dyb da den blev udgravet, nu flere meter høj. Som grundvandet har sænket sig, og som jorden omkring er blevet udgravet eller er eroderet, er brøndens tidligere skjulte form blevet blottet. Nu må den affinde sig med at være tårn, som vi også må affinde os med at bebo en tiltagende ødelagt klode.

At ødelægge er at skabe, at skabe er at ødelægge. Den indbyrdes logik er hele tiden på spil i grusgraven, som har to grundlæggende og forbundne former: hullet og bunken. Hver gang man graver et hul i jorden, opstår en bunke ved siden af. Det er sandkassens og muldvarpens logik. Og bunken kan fyldes i et nyt hul.

Meget af 1960’erne og 1970’ernes land art, hvor kunstnere omformede naturmaterialer i landskaberne, ønskede at pege på sammenhængen mellem bunke og hul. På menneskets drift mod at gøre plads til sig selv (skovle væk), men så også det slaggebjerg (bunken), der altid følger med. Nogle af de værker, der er flyttet ind i Tarup-Davinde Naturområde – som Laurits Malthe Gulløvs saltskulpturer – er interesserede i det, grusbunkerne er blevet til andre steder end lige her: modernitetens infrastruktur med veje og kontroltårne. Andre værker – som Therese Bülows hvilepodier for spændte lastbilsfjedre eller Anna Walthers leje til de friluftsovervældede – er interesserede i at gå i sig selv igen. Stoppe cyklussen hul og bunke, hul og bunke, til evig tid. De stopper op et øjeblik: tager et hvil. Ser tingene an på ny.

Grydeske og skovl

Ordet utopi lyder stort, det behøver det ikke at gøre, det kan også bare betyde et lokalt tiltag, der giver landet fri. Flere af kunstnerne er optaget af de fællesskaber, der uden et centralt styreorgan vokser frem i området. Som Zuzanna Kozłowska, der har draperet en rideklubs inventar i tungt bølgende presenning, som antyder et lager af hemmeligheder, der uvægerligt opstår, når mennesker mødes. Eller Lotte Rose Kjær Skau og Emilie Bausager, der kredser om måltidet som scene og tikkende konflikt. Der er næring i gryderne, men også kamp om territoriet, arbejdsfordelingen og omsorgen. For at lave suppe skal man bruge noget, der har form som et hul – en gryde. En suppeske er hverdagens gravko. Formerne er ikke entydige.

Ursuppe. Noget vil altid komme frem, når man begynder at grave i jorden, det er en misforståelse, at skeletter gemmer sig i skabe. En gedigen blanding af mikroplastik og istidsaflejringer og arvesølv ligger på lur i undergrunden: risikerer at blotte sig som tårnet, der engang var en brønd. Flere af kunstnernes værker lokker med en tidsrejse: som Erdal Bilici, der har søsat en række porcelænstænder i en af søerne: De ligner fortidsminder fra en fjern civilisation. Og måske er den civilisation ikke så fjern igen: Gravkøerne, der har skabt landskabet, har grabber så store, at man kommer til at tænke på en endnu ikke opdaget dinosaur.

For selv i månelandskaber har der altid været nogen, før vi kom. Altid noget andet før os. Hvilke steder ønsker vi at efterlade til dem, der vil følge i vores hæle?