AMCN udstilling 2026

I underetagen i Odense Koncerthus falder lyset ind ovenfra og trækker sig langsomt hen over væggens flade.

At henvende sig tager form i bevægelsen mellem lys og flade.

Gipsblokkene er monteret direkte på væggen. De fremstår som fragmenter – grove, næsten monolitiske former, hvor noget er gravet frem, og andet stadig er skjult. I overfladen træder spor af en krop frem. Ikke som helhed, men som forskudte dele af en organisme.

Gipsen bærer en dobbelthed. Som materiale peger den tilbage mod en skulpturel tradition og en proces, hvor formen fastholdes i et bestemt øjeblik. Samtidig fremstår motivet her ikke som levende, men som standset. Bevægelsen er fastholdt og indkapslet som et forhistorisk væsen, der bringes frem i lyset.

Værket spejler en struktur, hvor noget i sin oprindelse er flydende og sanseligt, men her fremstår fast og organiseret. Som når lyd fastholdes i systemer, notation og arkitektur.

Mellem det organiske og det stivnede opstår en spænding. Motivet træder frem i brudstykker – som noget både genkendeligt og fremmed, fastholdt i en form, der stadig bærer spor af bevægelse.