Offentlig forelæsning af billedkunstner Ellie Harrison

DFK har inviteret den britiske billedkunstner og aktivist Ellie Harrison på et seks ugers residency-ophold fra d. 3. november til 12. december. Vi er glade for at kunne byde Ellie Harrison velkommen på akademiet, hvor hun bl.a. vil afholde workshops og studio visits som del af undervisningen.

Torsdag d. 20. november fra 19-21 holder Ellie Harrison en offentlig forelæsning på Brandts 13, hvor hun vil tale om sin praksis, der på kritisk vis afsøger britternes kulturelle, økonomiske og politiske forhold. Kendetegnende for Harrisons tilgang til disse emner er en humoristisk, provokerende og polemisk tone, der på én gang tilfører en lethed og samtidig vækker til eftertanke. Her kan eksempelvis nævnes installationen After the Revolution, Who Will Clean Up the Mess? opført i forbindelse med folkeafstemningen om skotsk uafhængighed i september 2014, General Election Drinking Game fra 2010 og A Brief History of Privatisation fra 2011 skabt i samarbejde med den britiske stand-up komiker Josie long.

Ellie Harrisons forelæsning er del af en serie offentlige events, som kurateres af Det Fynske Kunstakademi i samarbejde med Brandts 13. De gratis aften-arrangementer finder sted i løbet af efteråret 2014 og er åbne for alle.