World in my eyes

På WORLD IN MY EYES – Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling 2011 – medvirker 14 kunstnere, som på forskellig vis forholder sig til verden i mikro- og makroperspektiv, gennem mentale og fysiske landskaber, fiktionen eller den konkrete virkelighed.

Medvirkende kunstnere
:
Maria Bojsen, Magnus Fuhr, Meri Sidsel Gustafsson, Henriette Hellstern-Kjøller, Janni Mai Larsen, Naja Maria Lundstrøm, Daniel Mikilati, Rikke Ehlers Nilsson, Helene Ringkjær, Lucy Siame, Merete Vyff Slyngborg, Ditte Boen Soria, Tue Sprogø og Dan Stockholm.
Afgangsudstillingen er kurateret af Anna Johansson og Jessica Segerlund.

Kunstnerne betragter eller lader sig betragte. De sætter øjet i verdens midtpunkt og undersøger for at se, afsløre eller fundere over det, som ingen endnu har set. Og samtidig åbenbares den grænseløse værdi af hvert enkelt levet øjeblik. Titlen på udstillingen henviser derfor både til de perifære og de nære verdener – set gennem fjorten forskellige blikke, værker og kunstneriske profiler, som de besøgende inviteres til at blive en del af på udstillingen.

Fortællingen står i centrum for flere af kunstnerne. Ikke nødvendigvis det lineære narrativ, som løber fra A til B, men snarere beretninger, som tager omveje og belyser fragmenter af vores kollektive såvel som individuelle historie. I udstillingen berøres også spørgsmålet om betragteren som sådan. Med hvilket blik ser vi på vores omgivelser – hvordan afhænger det, som vi ser, af lokalitet, etnicitet, sprog, køn, seksuel orientering og social status? Flere af kunstnerne nærmer sig også spørgsmål om kunstens væsen og funktion i det hele taget – hvordan skal kunsten klassificeres og fungere i samfundet?

Udstillingens 14 kunstnere arbejder med forskellige kunstneriske teknikker, og i udstillingen vises akvarel, foto, lydværker, maleri, tegning, tekstbaserede værker og video.

Artist talks
Kunstakademiet og Kunsthallen Brandts arrangerer to artist talks med afgangselever. De finder sted den 9. og den 23. juni kl. 17-18 i udstillingen.

Fernisering
Torsdag d. 19. maj kl. 17.

Flere oplysninger
Det Fynske Kunstakademi, koordinator Sara Gjøde: sg@detfynskekunstakademi.dk
Kunsthallen Brandts, presseansvarlig Trine Søndergaard: 6520 7092.