Foredrag på Det Fynske Kunstakademi

I uge 12 inviterer Akademiet på følgende arrangementer, der er del af en serie offentlige artist talks tilrettelagt af billedkunstner og gæsteunderviser Stine Marie Jacobsen.
Fri entré og alle er velkomne!

Artist talk af Stine Marie Jacobsen d. 18. marts kl. 11.00 – 13.00
Stine Marie Jacobsen er konceptuel kunstner, der arbejder med at afkode vold og lovgivning både individuelt og kollektivt gennem inddragende praksisformer. Gennem årene har Jacobsen konceptualiseret og realiseret en række deltagerbaserede og pædagogiske projekter såsom Direct Approach, hvor forskellige mennesker genfortæller ud fra hukommelsen den voldeligste film, de nogensinde har set, og derefter vælger enten at spille offer, forbryder eller beskuer i en rekonstruktion, eller Law Shifters, hvor kunstneren i samarbejde med advokater organiserer lovskrivningsworkshops for flygtninge, indvandrere og borgere og inviterer dem til at skrive deres egne lovforslag. Jacobsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi med en MFA i 2009 og en BFA fra CalArts, the California Institute of Arts, Los Angeles, USA i 2007, og har modtaget træning i konfliktløsning og fredsskabelse fra the Rotary Foundation.

Foredrag af Laura Haaber Ihle d. 19. marts kl. 10.00 – 12.00
Laura Haaber Ihle er research fellow ved Harvard Department of Philosophy, hvor hun har fokus på de spørgsmål, der rejser sig i krydsningsfeltet mellem AI, etik og vidensproduktion og -formidling. Hun er særligt interesseret i undersøgelsen af, hvordan AI-teknologier påvirker vidensbegrebet samt de mulige sociale og politiske konsekvenser heraf. Hun bruger også meget energi på at overveje, hvordan etik stærkere kan integreres i teknologiverdenen på en måde, der er nyttig og meningsfuld for virksomheder, slutbrugere og samfundet som helhed. Hun skriver lige nu ph.d. ved Harvard University/Sant Anna School of Advanced Studies Pisa.

Artist talk af Halla Steinunn Stefánsdóttir d. 21. marts kl. 11.00 – 13.00
Performer, komponist og kurator Halla Steinunn Stefánsdóttir er en af frontfigurerne på nutidens islandske musikscene. Hun har været kunstnerisk leder for kammerensemblet Nordic Affect siden dets grundlæggelse i 2005. Med udgangspunkt i troen på, at det spændende sker ”i forbindelserne”, har Halla Steinunns arbejde med ensemblet været en tour de force, når det gælder samarbejde mellem komponister, billedkunstnere og producere. I en tid hvor skellet mellem skaber og performer udfordres både i teori og i praksis, er hun er lige nu ph.d.-kandidat i kunstnerisk research på Lunds Universitet.

Sted: Det Fynske Kunstakademi, Jernbanegade 13, 5000 Odense C
Tel: + 45 66 11 12 88