3. år 2019

THE SUN WATCHES THE SUN
Det Fynske Kunstakademis 3. års-udstilling 2019

Fernisering d. 14. juni kl. 16.00
Kongensgade 15, 5000 Odense C

Bag glasfacaden ud mod Kongensgade præsenterer syv unge kunstnere fra Det Fynske Kunstakademi deres tredjeårsudstilling The Sun Watches The Sun. Tredjeårsudstillingen markerer, traditionen tro, afslutningen på de studerendes tre-årige grunduddannelse, og dermed tre års kunstnerisk arbejde. I år er de studerende imidlertid rykket ud af akademiet og ind i et butikslokale i midtbyen, hvilket fremhæver udstillingen som ikke blot en formel højtidelighed, men en afspejling af en politisk og kunstnerisk samtid. The Sun Watches The Sun skildrer syv individuelle fortællinger fra begyndelsen på en kollektiv, kunstnerisk rejse i en tid kendetegnet af national protektionisme, klima- og kønsoprør, ubåde, gummibåde, SoMe og MeToo.

Kunstnere: Alberte Westergaard, Samara Sallam, Joakim Hyldebrandt, Pheobe Law, Thomas Klein, Signe Rohardt Lund og Ida Dorthea Thorrud

En ny begyndelse i enhver gentagelse
Endnu et år, endnu en tredjeårsudstilling – endnu en tale, endnu en kuratortekst. The Sun Watches The Sun er en samtidig omfavnelse og afvisning af repetitionen, traditionen og nostalgien. De studerende udstiller deres værker i et butikslokale og taler direkte ind i en forbrugskultur og værdikamp, hvorfra de implicit kan sætte spørgsmålstegn ved relationen mellem værk og beskuer, og mellem kunstner og samfund.

De syv tredjeårsstuderendes arbejder spænder bredt over skulptur, maleri, lyd, fotografi og fundne objekter, og udgør samlet set et spændende udsnit af medier og metoder. Fælles for de udstillende kunstnere er ikke desto mindre brugen af det fysiske materiale, det hjemlige, det sanselige og det intime rum som udgangspunkt for betragtninger om menneskets møde med verden. Emner som afsavn, fremmedgørelse, svind, nostalgi og krop tegner et billede på de eksistentielle forskydninger og modsætningsforhold som præger, hvad det vil sige at være et ungt menneske, og ung kunstner, lige nu.

Titlen The Sun Watches The Sun stammer fra den serbiske forfatter og poet Dejan Stojanovics verssamling af samme navn. Stojanovic reflekterer over uendelighedens ubærlighed som genstand for menneskelig erkendelse, og ser dermed en ny begyndelse i enhver gentagelse.

Kurator: Nanna Balslev Strøjer

Udstillingen er en del af Kunstdag Odense og er åbent fra kl. 13.00

PROGRAM
KL. 16.00: Exhibition opens
17.00: Welcome and speech by curator Nanna Balslev Strøjer
17.30-19.00 Performance ved DFK-studerende Phoebe Law