Eventaften – Afgang 2016

Vær med når vi inviterer på workshops, koncert og boglancering d. 16. juni.
Arrangementet er del af afgangsudstillingens eventprogram, der finder sted på Brandts 13 i løbet af udstillingsperioden. Alle er velkomne. Fri entré!

16.30 – 17.15
Kamilla Askholm Jørgensen – Workshop
I samarbejde med kunstneren Dady De Maximo vil Kamilla Askholm undersøge konceptet ‘frygt’ og gennem samtale og en simpel øvelse kigge på hvordan individuel frygt kan være vedkommende for andre og er en forbindelse af individer på tværs af grænser, nationalitet og politisk ståsted.

17.30 – 19.00
Katrine Skovsgaard – Workshop
Med udgangspunkt i Skovsgaards installation inviteres publikum til at deltage i en workshop med øvelser, der visualiserer kropslige fornemmelser. Du behøver ikke have kroniske smerter, alle er velkomne – alle kan fortælle om deres krop på en visuel måde.

19.00 – 19.30
Glassymfoni og vokal-performance af Duo Demona
Et samarbejde mellem Maj Bjørnholdt Kjærsig og Nour Fog (afgængere fra henholdsvis Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi). Aftenens opførelse består af en glassymfoni spillet på 18 krystalglas og kor, der moduleres via vokaltransformere, autotune, ekkopedaler og loops. Med deres kompositioner forsøger Duo Demona ihærdigt at etablere elektronisk kontakt til det ydre rum.

19.45
Præsentation af afgangskataloget del 2.
Kataloget til dette års afgangsudstilling er udviklet af afgængerne i tæt samarbejde med designere og forlagsvirksomheden Eller–med–a. Kataloget udkommer af to omgange ­– én del som er tilgængelig ved udstillingens fernisering og en anden del, der udkommer 16. juni med dokumentation af selve udstillingen.

Vi glæder os til at ser jer!