DFK medvirker i odense skulptur triennale 2014
Fra 21. juni til 21. september indtager Odenses store skulpturudstilling hele indre by. Fra dens traditionelle plads i Eventyrhaven spreder den sig denne sommer igennem bymidtens baggårde og pladser og videre ud langs Odense Å.
20 danske og internationale kunstnere har i år skabt skulpturer til byen – heriblandt DFK studerende Oscar Erik Yran, Katti Pärkson Kull og Gustav Bisgaard. Gruppens tredelte skulptur “Sleipnir, Hugin & Munin” er placeret langs Østre Stationsvej. Her vil figurerne i løbet af udstillingsperioden holde et vågent øje med Odenses travle banegårdsplads samt Kongens Have og Axel Hansens prominente bronzeskulptur af Kong Christian IX til hest.
Værket “Animisme” er skabt af Katrine Stensgaard, Myken McDowell og Eleonora Korobitsyna, der modsat sine medstuderende fra DFK arbejder med helt underspillede, næsten usynlige, greb i deres skulpturelle praksis. Værket består af lysende dioder belagt med silikone, der løber langs loftsvæggen i tunnelen under den gamle Odense Banegård. Drypstenene fra kalkaflejringerne i byens fugt er forstørret og lyst op. Som en levende materie spreder de sig langs den tidligere jernbanestations underjordiske gange og omslutter beskueren som en magisk organisme.
“Still Waters Run Deep” – Odense Skulptur Triennale 2014. Fernisering d. 20 juni kl. 16, Arkaden, Vestergade 68.
Vi ses til en festlig aften!