CALIFORNIA – HERE WE COME!

I juni vil DFK for en stund agere nomadisk akademi, når vi i 2 uger flytter undervisningen til den amerikanske vestkyst – nærmere bestemt Californien. Oakland, San Francisco og Berkeley er nogle af områder i Bay Area regionen, vi skal besøge. Her har vi planlagt en intensiv sommerworkshop i samarbejde med lokale, kunstnere, forskere og aktivister. Hensigten er at skabe et alternativt miljø for kritisk tænkning og vidensudveksling, og at disse tværfaglige møder på sigt skal danne grundlag for strategiske samarbejdsprojekter mellem USA, DFK og akademiets studerende.

Beatgenerationen, hippiekulturens “Summer of Love” og Black Panther-bevægelsen er nogle af de fænomener, der tilsammen har skabt Bay Areas særlige kultur og kunstneriske profil. Og på DFK glæder vi os til i fællesskab at opleve og udforske nogle af de tanker og ideer, som ligger til grund for kunstscenen på den amerikanske vestkyst.

DFKs sommerworkshop 2014 finder sted fra d. 10. – 24. juni og er venligst støttet af Den Obelske Familiefond, Peder Mortensen og Hustru Marry Mortensens Fond samt Ny Carlsberg Fondet.