Udsmykning af Polymeren-facade i Årslev
Fernisering lørdag den 1. juni 2024 kl.12.00 – 13.00
Stationsvej 69, for enden af port 10, 5792 Årslev
Det er med stor glæde, at Det Fynske Kunstakademi og Faaborg-Midtfyn Kommune inviterer til afsløring af en ny udsmykning på Polymeren i Årslev.
Den 1. juni åbnes den første af i alt tre udsmykninger, udarbejdet af en gruppe studerende fra Det Fynske Kunstakademi, som en del af et samarbejde mellem Det Fynske Kunstakademi og Faaborg-Midtfyn Kommune i perioden 2023 til 2026. Her har de kunststuderende fået en unik mulighed for at skabe et semi-permanent, udendørs kunstværk i Årslev lige syd for Odense.
Værket realiseres på en 180 m2 stor betonvæg beliggende ved den tidligere fabrik Polymeren, som nu er omdannet til et levende kulturhus og aktivitetssted. Kunstværket skal være opsat i ca. et år.
Da de studerende fra Det Fynske Kunstakademi i det tidlige forår 2024 besøgte Polymeren og var rundt i Årslev ifm. udsmykningen af Polymerfacaden, bemærkede de, at området er præget af nybyggeri, DIY-stemning og drømme om ‘fremtidens forstad’ med det gode, lokale liv.
Denne stemning har de fire studerende; Frida Marie Damsgaard, Oluf Green, Clemens Dod Mantle og Samuel Saadon søgt at indfange i deres facadeudsmykning. Det kan man se i både deres valg af motiv og i måden, hvorpå de har skabt værket. De har bl.a. valgt at arbejde kollektivt samt at have en meget ’analog’ tilgang til den digitale rendering, som både mimer et typisk facadebanner men samtidig også er billedkunst via sit udtryk, dvs., qua sit motiv, sin materialitet og i sin tilgang.
I et forsøg på at indfange både den konkrete situation (en bydel i udvikling) samt den DIY-stemning, der præger Polymeren, har de studerende taget udgangspunkt i arkitekturrendering som fænomen, men har ikke brugt den typiske high-end computergenerede billedbehandling. I stedet har de – tro mod Polymerens ånd – valgt en mere ”Jørgen Clevin-agtig”, håndholdt tilgang. Scannet på kunstakademiets printer og trykt på et kæmpe banner, skaber de studerendes hænder og de renderingsudklip, de holder, en dialog mellem det analoge og digitale.
Om deres valg af motiv forklarer de fire studerende:
Overfor Polymeren ligger en byggeplads – og lige under den en miniature byggeplads, hvor man gennem bunker af sand og små veje kan føre små modeller af køretøjer rundt med sine hænder. Et finurligt miniaturelandskab, der spejler præcist det som foregår i stor skala lige uden for bygningen og rundt i Årslev by.
I vores projekt imiterer vi med en kærlig, drilsk hånd den logik, der er til stede omkring muren, spejlingen og de forvredne proportioner – de store hænder, der holder om de nedskalerede aktører i et forestillet landskab.
Figurerne, der indgår som del af facadeudsmykningen, er taget fra arkitektoniske renderinger, en slags statister der bevæger sig rundt i et forestillet byrum; de går, cykler eller læser i græsset under en kronisk sommersol – en kunstig og interessant karikatur på den lykkelige borger.
Printet på et stort stykke mesh-stof gengiver vi de førende hænder og de kunstige statister i renderingen. Hænderne holder om statisterne og fører dem ind i billedet. På den måde er værket fuldstændig formet af sin kontekst og af en altoverskyggende følelse af noget, der er undervejs, i bevægelse – noget som vi fornemmer præger atmosfæren i omgivelserne i og omkring Polymeren.
– Frida Marie Damsgaard, Oluf Green, Clemens Dod Mantle, Samuel Saadon
En stor tak til Nikolaj Weng Bøllingtoft fra Brandadvisor for teknisk hjælp og delvist sponsorat, kunst- og kulturkonsulent Stine Kähler Madsen og byplanlægger og projektleder Trine Hedegaard Jensen fra Faaborg-Midtfyn Kommune for sparring og ikke mindst tak til lokale ildsjæle for hurtig opmåling og varm kaffe i det kolde forår.
De studerende Frida Marie Damsgaard, Oluf Green, Clemens Dod Mantle og Samuel Saadon vil sammen med deres underviser Morten K. Jacobsen og lektor fra Det Fynske Kunstakademi Mikkel Carl være til stede ved åbningen. De glæder sig til at se jer og dele det færdige resultat.
For yderligere information kontakt: Underviser og projektleder, billedkunstner Morten K. Jacobsen Tlf. 42201111 eller Det Fynske Kunstakademi på info@detfynskekunstakademi.dk. Tlf. 66111288.