Nye ansættelser på DFK

Efter en vidtspændende rekrutteringsproces har Det Fynske Kunstakademi ansat den koreanske kunstner Jeuno JE Kim som ny professor. Jeuno JE Kim er født i Sydkorea og baseret i Malmö, hvor hun tidligere ledede Critical Studies programmet sammen med Simon Sheikh på Konsthögskolan i Malmö. Kim har undervist på kunstakademier i Danmark, Tyskland, Sverige og Norge, og hun har en bachelorgrad i musik fra Oberlin College i Ohio, en mastergrad i teologi fra Harvard University og en MFA fra University of Illinois i Chicago.

Kims kunstneriske praksis spænder over tegning, lyd, performance, video og tekst. Siden 2009 har hun samarbejdet med den svenske kunstner Ewa Einhorn omkring emner relateret til konstruktionen af Norden med særligt fokus på politisk retorik og national branding. Deres fælles feministiske animationsprojekt Krabstadt er en serie satiriske kortfilm, hvoraf den første havde premiere på den internationale filmfestival i Berlin i 2013 og siden er blevet vist på filmfestivaler verden over. Kims seneste udstillingsprojekter omfatter: The Residents: Greece Gropers & Ore X Crepe, Antechamber Project Space of Drawing and Research 2013, The Nordic Model, Malmö Konstmuseum 2013, Tingen, Overgaden Institut for Samtidskunst 2012, Allt för Alla, Gävle Konstcentrum 2010 og Fog Dossier, ArtSonje Center i Seoul 2010.

”Med ansættelsen af Jeuno JE Kim cementerer Det Fynske Kunstakademi den internationale profil og udvider samtidig vores kontaktflade til Asien. Kims store undervisningserfaring er afgørende for visionsarbejdet for Akademiet, og vi er stolte over at have tiltrukket et rekordhøjt ansøgerfelt med afgørende internationale profiler” fortæller rektor Stine Hebert.

Akademiet modtog 185 ansøgninger til stillingen fra et højt kvalificeret felt, hvoraf 29 kandidater var danske og 156 internationale med kønsfordelingen 89 kvinder og 96 mænd. Jeuno JE Kim tiltræder stillingen pr. 1. februar 2014.

Samtidig lancerer Akademiet ansættelsen af en ny administration. 1. oktober 2013 starter kommunikations- og udvekslingsmedarbejder Marlene Bregndahl og studiesekretær Nanna Schmelling, som begge har omfattende erfaring fra dansk og internationalt kunst- og kulturliv. Nanna Schmelling har tidligere været administrativ chef på Aarhus Kunstbygning og Marlene Bregndahl kommer fra en ansættelse på Kunsthallen Brandts. De nye ansættelser er resultatet af en omstrukturering af Det Fynske Kunstakademis administration, der skal medvirke til at styrke og indfri Akademiets visioner for fremtiden:

“Vi ønsker at fortsætte den positive udvikling ved at styrke Akademiets lokale såvel som internationale samarbejdsrelationer. Det nye administrative team vil hæve kommunikationsniveauet såvel som fundraisingaktiviteterne, hvilket muliggør et mere synligt, offentligt engagement, der også vil bidrage positivt til Odense og regionens voksende kunst- og kulturliv”, forklarer Stine Hebert.

Download