Nutid – Grafik, Lys og Lyd som nutidens fælles sprog
I år fejrer Fyns Grafiske Værksted 50 år som samlingspunkt for grafisk kunst på Fyn – det sker med udstillingsåbninger, workshops og bogudgivelser samt et fyldigt åbningsprogram den 5. februar med flere festlige ferniseringer, bla. på Det Fynske Kunstakademi.
Jubilæet er et tilbageblik på grafik gennem fem årtier men også en markering af, hvordan feltet lever og fornyes gennem daglig praksis og uddannelse i tæt samspil med Det Fynske Kunstakademi og flere andre kunstneriske institutioner på Fyn.
Den store fejring indledes torsdag den 5. februar kl. 16.00 med en officiel åbning i Odeon i Odense, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel og forperson Kirsten Hesselager byder velkommen.
Herefter åbner tre tematiske jubilæumsudstillinger, der tilsammen fortæller historien om grafikkens udvikling gennem tiden; den bagudskuende udstilling Fortid på Fyns Grafiske Værksted, Nutid på Det Fynske Kunstakademi og den fremsynede udstilling Fremtid på Kunstbygningen Filosoffen.
Nutid – Grafik, Lys og Lyd som nutidens fælles sprog kan opleves på Det Fynske Kunstakademi til og med den 2. marts 2026. Udstillingen arbejder med lys, grafik og musik som de bærende elementer; klassiske grafiske teknikker møder nye, aktuelle, eksperimenterende formater og kunstneriske udtryk, når over 70 værker folder sig ud i Akademiets smukke Skulptursal.
I løbet udstillingsperioden inviterer Det Fynske Kunstakademi sammen med Fyns Grafiske Værksted publikum indenfor til åbne værksteder, workshops og events. Her får de besøgende mulighed for at opleve grafiske teknikker på nært hold og få indblik i de kunstneriske processer. Hold øje med forsiden på Akademiets website for mere information.
I forbindelse med jubilæet udgiver Fyns Grafiske Værksted bogen en kunstnerisk publikation, der sætter fokus på Fyns Grafiske Værksteds betydning og virke. Bogen er skrevet af Cand.mag og tidligere lektor og underviser i kunsthistorie på Det Fynske Kunstakademi, Lene Burkard og designet af billedkunstner, Åse Eg, der ligeledes underviser i bogbinding på Det Fynske Kunstakademi.
Fyns Grafiske Værksteds 50-års jubilæum er en fejring af fællesskab, nordisk samarbejde og grafisk kunst i bevægelse og udvikling. Og vi glæder os til at byde jer velkommen.
- Fyns Grafiske Værksteds 50 års jubilæum, torsdag den 5. februar 2026
Officiel åbning i Odeon kl 16.00 af borgmester Peter Rahbæk Juel og forperson Kirsten Hesselager - Fortid åbner kl. 17.00 på Fyns Grafiske Værksted af billedkunstner Steffan Herrik
- Nutid åbner kl. 18.00 på Det Fynske Kunstakademi af rektor Kristine Kern
- Fremtid åbner kl. 19.00 på Filosofgangen med tale af kulturrådmand Lars Christian Lilleholt
For mere information kontakt venligst fynsgrafiskevaerksted@gmail.com