DFK medvirker i Heartland Festival 2022

For første gang kan gæsterne på Heartland opleve installationsværker af nye kunstneriske talenter, som en del af festivalens kunstprogram. I et nyt udstillingsinitiativ, New & Art vil Heartland sammen med Det Fynske Kunstakademi præsentere 10 unge kunststuderende i Egeskovs Slots park, der danner rammen om festivalen og dets øvrige kunstprogram.

Kunsten har en ganske særlig plads på Heartland, hvor gæsterne også kan opleve Music, Talks og Food, når festivalen finder sted d. 2.-4. juni 2022. For kunsten har den unikke egenskab at kunne overraske, engagere og stille spørgsmål ved de omgivelser, den er en del af. Det vil publikum få mulighed for at opleve endnu mere af, når 10 kunststuderende viser deres værker frem for publikum til sommer under titlen New & Art.

New & Art er et resultat af et nyt samarbejde mellem Heartland og Det Fynske Kunstakademi, støttet af Øernes Kunstfond, der har til formål at understøtte og udvikle det kunstneriske miljø på Fyn.

Heartland har siden starten ønsket at være en international kulturfestival med et stærkt lokalt fundament. Det er derfor vores fineste opgave at være nysgerrige på, både hvad der sker på den nationale og internationale kunstscene, og hvad der rør sig i vækstlaget tæt på os. I samarbejde med Det Fynske Kunstakademi, generøst støttet af Øernes Kunstfond, er det nu blevet en realitet at kunne vise, hvilke fantastiske talenter, der spirer i vores baghave”, siger Janne Villadsen, Program & Development Director på Heartland.

Samarbejdet mellem Det Fynske Kunstakademi og Heartland er opstået efter god dialog om at give de studerende en signifikant platform at udstille på.

“Vi synes samarbejdet med Heartland er helt oplagt, da det giver vores studerende en vigtig, offentlig platform at udstille på. Det har været et godt, samskabende projekt, hvor fokus har været på udendørs værker i stor skala, og festivalsgæsternes møde med den helt nye og eksperimenterende kunst – og hvordan de unge kunstnere, de studerende, møder et bredt publikum”, siger Kristine Kern, rektor, Det Fynske Kunstakademi.

Et stærkt læringsforløb
De unge kunststuderende på Det Fynske Kunstakademi har i løbet af 2021 deltaget i et undervisningsforløb, ledet af Ditte Knus Tønnesen, der selv er billedkunstner og co- kurator på Heartlands kunstprogram. Kurset har handlet om kunst i det offentlige rum og de arbejdsprocesser, der ligger bag udførelsen af et værk i stor skala.

Som studerende er det sjældent, at man har økonomi og plads til at færdiggøre sine værker i fuld skala. Det har samarbejdet mellem Heartland og Det Fynske Kunstakademi givet de unge kunstnere en unik mulighed for. Det har været helt fantastisk at tage de studerende med på rejsen ud af akademiets rammer, forstørrer deres arbejde signifikant og få det til at kommunikere øjeblikkeligt med et stort publikum under fri himmel. Jeg glæder mig derfor utroligt meget til at opleve og vise deres nærværende kunstværker frem på Heartland.” siger Ditte Knus Tønnesen, Art Program Project Manager på Heartland.

Værkerne vil kunne opleves i Egeskovs slotspark nær festivalens kunstpavillon, Artrium, og være en del af festivalens øvrige kunstprogram, der offentliggøres senere på foråret og omfatter etablerede danske- såvel som internationale kunstnere.

De udstillende kunststuderende er: Anne Mie Bak, Caroline Have, Cathlin Madeleine Beeck, Emma Bojsen, Emmarosa Mathilda Liebgen, Oluf Green Jensen, Selma Dağdeviren, Signe Maria Friis, Sofie Sjöö og Tobias Grann.

Flere offentliggørelser på vej
De kommende uger og måneder vil der løbende blive offentliggjort flere navne inden for både MUSIC, ART, TALKS og FOOD, der kan opleves på Heartland 2022. Festivalen finder sted fra torsdag den 2. juni til lørdag den 4. juni ved Egeskov Slot på Midtfyn.

 

Download