Michala Paludan ny lektor i billedbaseret praksis
Det Fynske Kunstakademi kan med stor glæde annoncere, at vi har ansat Michala Paludan som lektor i billedbaseret praksis.
Paludan bliver del af det fire personer store underviserhold, der i samråd med rektor står for den kunstfaglige og pædagogiske undervisning og udvikling af Akademiets basisuddannelse og overbygningsprogram.
Michala Paludan (f. 1983) er fellow fra Whitney Independent Study Program (2012). Hun har en MFA fra California Institute of the Arts (2011) og studerede på Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 2005 til 2009.
Paludan har en markant international, kunstnerisk karriere med en lang række udstillinger bag sig – senest h/ånd på Fotografisk Center, I Am Your Body: Automation på Kunsthal Aarhus og Strange Attraction på Malva, Finland. Paludan er udstillingsaktuel i gruppeudstillingen Frøsamlerne på SMK Thy. Det omfattende fotoprojekt The Unposed (EoAT) blev i 2024 udgivet som bog på forlaget Disko Bay Books. Ligesom Paludan i perioden 2023-25 var del af Art Hub Copenhagen’s Micro Institute.
I løbet af det seneste årti har Michala Paludan markeret sig som en af de mere interessante, yngre billedkunstnere på den danske kunstscene. I sin praksis undersøger hun, hvordan magt produceres og forhandles på tværs af netværk og bevægelser gennem medier som video, fotografi og installation. Paludan skaber værker, der gransker vores opfattelse af samfund og politisk magt. Værkerne bliver til gennem interdisciplinære processer og kræver omfattende forarbejde i form af planlægning og research. De spørgsmål og modstridende narrativer, der opstår, kredser om brugen automatisering og i forlængelse deraf AI og bevæger sig derved udover genremæssige grænser.
Udover Paludans praktiske erfaring som udøvende billedkunstner bringer hun også en stor undervisningserfaring med sig til jobbet som lektor på Det Fynske Kunstakademi. Paludan har blandt andet undervist på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne, BFA og MFA, og på flere BGK’er. Herudover har hun en solid administrativ erfaring bl.a. som forperson og medlem af Rådet for Visuel Kunst, Københavns Kommune og som forperson og bestyrelsesmedlem i UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere.
Michala Paludan tiltræder stillingen på Det Fynske Kunstakademi per 1. august 2026.
Pressebillede: Michala Paludan. Foto: Michael Boelt Fischer