Akademiet
Det Fynske Kunstakademi er en højere læreranstalt, som tilbyder en længere videregående uddannelse i billedkunst
Det Fynske Kunstakademi tilbyder en videregående uddannelse i billedkunst med særligt fokus på samtidskunstens mangfoldige praksisser og teorier. Uddannelsen er ikke mediespecifik. Den fokuserer på, at den studerende opnår de kompetencer, der er nødvendige for at etablere en selvstændig kunstnerisk praksis og at kunne udmønte denne i værkproduktion og udstillingsvirksomhed på højeste niveau.
Undervisning forgår primært på tværs af årgange. Det er en væsentlig del af uddannelsen, at de studerende i deres kritikklasser og på kurser netop mødes på tværs af alder og praksisformer.
Et studieår består af to semestre: 1. september – 31. januar og 1. februar – 30. juni.
Det Fynske Kunstakademi har til huse i det tidligere Fyns Kunstmuseums storslåede bygning fra 1885 – beliggende i hjertet af Odense. Foruden skolen har vi også Skultursalen, der bruges til udstillinger af professionelt udøvende kunstnere samt til vores AFGANG.
Det Fynske Kunstakademi er ikke indrettet til at tage imod kørestolsbrugere. Det gælder både udstillingsgæster og studerende. Da bygningen er fredet er det ikke muligt at installere en elevator i eller udenpå bygningen.
Det Fynske Kunstakademi er en selvejende institution, statsanerkendt og SU-berettiget. Akademiet finansieres via driftstilskud fra Kulturministeriet, Odense Kommune og fundraising.
De faste undervisere er:
Sofie Thorsen, lektor i billedkunst
Kristoffer Akselbo, lektor i billedkunst
Mikkel Carl, lektor i billedkunst og udstillingspraksis