Det Fynske Kunstakademi vært for Ph.D.-projekt af Michelle Eistrup

Det Fynske Kunstakademi kan stolt præsentere at Akademiet per 1. september 2026 skal være værtinstitution for billedkunstner Michelle Eistrups Ph.D. Projekt Echoes in Motion. Re-enacting Cultural Heritage Through Artistic Practice and Transnational Collaboration.

Michelle Eistrup (f. 1969) er billedkunstner, kurator, redaktør og initiativtager til adskillige kunstneriske samarbejder. I hendes værker behandles temaer som identitet, kropslighed, tro, hukommelse og postkolonialisme. Temaer, der ofte udspringer af Eistrups egen transnationale baggrund (dansk, jamaicansk og amerikansk). Hun arbejder med en bred vifte af kunstneriske udtryksformer, en stærk tiltro til styrken i samarbejder og kreative udvekslinger, og har talrige udstillinger på den internationale kunstscene bag sig, heriblandt AGWA – Art Gallery of Western Australia (Perth); Arnolfini (Bristol); Documenta 15, Alice Yard (Kassel); Charlottenborg (København); Galleri Image (Aarhus); Haugar Vestfold Kunstmuseum (Tønsberg); Det Japanske Palace (Dresden); Moderna Museet (Stockholm); Momentum (Moss); National Gallery of Jamaica (Kingston).

Eistrups Ph.D. Projekt Echoes in Motion undersøger et ældgammelt afrikansk kropssprog, som det kommer til udtryk i skulpturelle figurer med symbolske tegn, som findes i koloniale museumssamlinger og helleristninger;

Vi hilser på hinanden med en fremstrakt hånd. Vi vinker. Vi løfter armene i sejr og hænger nedslået med hovedet. Kroppens sprog udtrykker følelser, intentioner og sindstilstande og er derved med til at forme vores relationer til andre og til os selv.

Mange af disse gestusser, der først de seneste årtier er blevet genstand for forskning, lever videre blandt afro-diasporiske befolkningsgrupper, selv om deres oprindelige betydninger ofte er smuldret eller gået tabt som følge af fordrivelse og kolonial undertrykkelse.

Gennem workshops i Brasilien, Trinidad og Danmark vil disse gestusformer udforskes gennem bevægelse, performance og fotografi. Når gestus gives fysisk form åbner de op for refleksion og erindring, hvad angår identitet og kulturel arv. Projektet udvikles i fælles kunstneriske processer, hvor museumssamlinger, levede erfaringer og samtidskunst bringes i dialog.

De fotografiske værker, videoværker og installationer, der udspringer af processen, reaktiverer de gestiske bevægelser og iscenesætter dem i forskellige rum. Derved udfordrer de museumsudstillingens statiske formsprog og åbner op for nye måder at opleve og forstå kulturarv på, på tværs af tid og geografi.

Michelle Eistrups Ph.D.-projekt er finansieret af Novo Nordisk fonden, Mads Øvlisen Ph.D.- stipendium Praksisbaseret Kunstnerisk Forskning 2026. Udover Det Fynske Kunstakademi er Eistrup ligeledes tilknyttet Københavns Universitet – Center for Practice-based Art Studies (PASS). Eistrup vil som del af sit projekt afholde workshops samt en række studio visits som del af undervisningen på Det Fynske Kunstakademi. Derudover holder Eistrup offentlig artist talk den 8. september, kl. 15-16, hvor hun vil fortælle om sin Ph.D. og sin kunstneriske praksis generelt. Læs mere her
Artist talk’en vil foregå på engelsk. Alle er velkomne.

Vi på Akademiet glæder os til at følge Michelle Eistrup og huse hendes projekt de næste tre år.