Kærlighedskorrespondancer

KÆRLIGHEDSKORRESPONDANCER afsøger sanselige forbindelser mellem sproget, kroppen og verden i en berøring på tværs af litteratur, arkitektur og installationskunst. Kunstprojektet er udstrakt i tid og rum: et begyndelsespunkt findes i et kærlighedsbrev, skrevet af digter Morten Søndergaard og udsendt til 200 mennesker, tilfældigt udvalgt og uvidende om at netop dette brev ville lande i deres postkasse.

Morten Søndergaard fortæller om sit arbejde med brevet: “At sende dybt personlige ord ud i verden til vildt fremmede mennesker har selvfølgelig været grænseoverskridende. Men det er jo netop mødet mellem det allermest personlige og det vidtåbne og fælles rum, som det har været spændende at udforske. I grunden er det jo den samme afstand ethvert digt henter energi fra. Og så er det særlige ved dette projekt, at der kommer lige så personlige svar tilbage over samme vilde afstand.”

54 brevmodtagere har sendt et svar retur. Svar, der med deres vidtforgrenede meditationer over kærlighed, nu udgør råmaterialet for tre stedsspecifikke installationer, båret af silke og papir og placeret centrale steder i Odense i forbindelse med H.C. Andersen Festivals i uge 34.

I Mindehallen i H.C. Andersens Hus præsenteres korrespondancen i gengivelser af de breve, der er blevet udvekslet undervejs. Brevene ligger klar til at blive læst og taget med. Installationen er tilgængelig mandag til søndag kl. 10-20 i forbindelse med et besøg i H.C. Andersens Hus.

I Ny Vestergade hænger silkebannere med håndtrykte citater fra korrespondancens udgangspunkt, Morten Søndergaards brev. Installationens intention er at skabe et poetisk mellemrum i det urbane rums formålsrettede verden af ord.

I Skulptursalen på Det Fynske Kunstakademi manifesterer projektet sig i en større udstillingsinstallation med citater fra alle kærlighedsbrevene, håndtrykt på silke. Denne installation kan ses alle dagene i uge 34 kl. 10-15 samt i uge 35 og 36 mandag til torsdag kl. 10-15 frem til 15. september. Entré er gratis.

Artist talk med Morten Søndergaard og Lea Kirstine Møller søndag den 28. august kl. 15-16 på Det Fynske Kunstakademi.
Finissage og artist talk med Begitte Lynge Andersen og Lise Kapper torsdag den 15. september kl. 16-17 på Det Fynske Kunstakademi.

Kærlighedskorrespondancer er et tværkunstnerisk samarbejde mellem digter Morten Søndergaard, tekstilkunstner Begitte Lynge Andersen, udstillingsarkitekt Malene Munch og kuratorer Lea Kirstine Møller & Lise Kapper.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Poul Johansen Fonden og H.C. Andersen Festivals og kan følges på instagram @Kærlighedskorrespondancer.

For yderligere information:
Kurator Lea Kirstine Møller guldastronaut@gmail.com // tlf.71728092
Kurator Lise Kapper lise@kapperskulturbureau.dk // tlf. 61393568

Download