Folkets Bibliotek
Folkets Bibliotek
Søren Jensen
03.02 – 23.03.2022
Fernisering: 03.02. kl. 16.00 – 18.00 i Skulptursalen.
Udstillingen er åben mandag – torsdag kl. 10 – 15. Helligdage undtaget. Gratis adgang.
Hvad er folkelighed, hvor kommer forestillingen om det folkelige fra, og hvordan har begrebet ændret sig gennem tiden? Det er nogle af de spørgsmål, som billedkunstneren Søren Jensens udstilling, Folkets Bibliotek stiller. Udstillingen, der består af værker af 33 kunstnere / kunstnergrupper, forholder sig til begrebet om det folkelige, undersøger samtidskunstens inspiration fra folkelige traditioner og ikke mindst hvordan den i dag viderefører og udvikler disse folkelige former.
Folkets Bibliotek består af to dele eller sektioner. De ene del udgøres af de kunstværker, som er kurateret til udstillingen og på forskellig vis benytter sig af folkelige former, mens den anden er opbygget som en studiesal med ni emnebestemte borde. På hvert bord står der bøger, relateret til de enkelte emner, fx “Bygning-hjem-interiør” eller “Karneval-maske-kostume”, som så igen relaterer sig til kunstværkerne.
”Biblioteket” rummer også flere kunstnerbøger, der undersøger virkeligheden som kunstnerisk projekt og viser forbindelserne mellem folkelighed og kunstnerisk praksis. Publikum har mulighed for at bladre og læse i bøgerne. Ved at fokusere på kollektive og ofte anonyme praksisser, der har deres udgangspunkt i traditioner, ritualer eller overleveringer, er biblioteket netop et ”Folkets Bibliotek”.
Med tråde tilbage til en gryende etnografisk interesse i midten af 1800-tallet og fremkomsten af folkebiblioteker i slutningen, trækker udstillingen på oplysningstidens videnskabssyn og trang til at udforske verdenen, og anlægger – ud fra et kunstnerisk perspektiv – et antropologisk syn på vores egen kultur. På Folkets Bibliotek kan man fordybe sig i billedkunstneriske refleksioner over folkeligheden, dens historie og dens betydning i dag.
Udstillingen er kurateret af Søren Jensen og indeholder værker af: Jens Axel Beck, Henrik Plenge Jakobsen, Sven Dalsgaard, Claus Egemose, Camilla Berner, Henry Heerup, Storm P, Finn Naur Petersen, Randi/Katrine, Jytte Høy, Hesselholdt/Mejlvang, Ellen Hyllemose, Anders Bonnesen, Lars Bent Petersen, Søren Assenholt, Sanne Flyvbjerg, Søren Hüttel, Kristoffer Akselbo, Lise Harlev, Jesper Fabricius, Yvette Brackman, Christian Vind, Pernille Kapper Williams, Maria Finn, Milena Bonifacini, Gudrun Hasle, Claus Ejner, Peter Holst Henckel, Jesper Christiansen, Mette Vangsgaard, Rolf Nowotny, Poul Pedersen, Lise Nørholm.
For yderligere information kontakt Det Fynske Kunstakademi på info@detfynskekunstakademi.dk eller billedkunstner Søren Jensen på sjensen@jensen.mail.dk
Pressebilleder kan downloades herunder: Pressefoto: Installation shot: Folkets Bibliotek. Foto. Kirstine Mengel
Udstillingen Folkets Bibliotek vises 03.02 – 23.03
Der er åbent mandag til torsdag fra kl. 10 – 15. Helligdage undtaget.
Se hjemmesiden eller følg Det Fynske Kunstakademi på facebook for information om arrangementer i relation til udstillingen.