Artist talk med Benedikte Bjerre
Det Fynske Kunstakademi inviterer til forelæsning med Benedikte Bjerre
Mandag den 10. februar kl. 16 – 17.30 i Foredragssalen.
Billedkunstner Benedikte Bjerre er kendt for utraditionelle kombinationer af materialer i skulpturelle eller installatoriske projekter med humoristisk bid.
I sine værker tager hun ofte udgangspunkt i genkendelige genstande, som hun kombinerer på overraskende vis – også med håndlavede elementer. Det kan være hverdagsting eller kitschede objekter, som tilsammen får en ny betydning i hendes installationer, der ofte rummer en kritik af samtidens forbrugskultur eller økonomiske strukturer.
Benedikte Bjerre (f. 1987) er uddannet fra Städelschule i Frankfurt og Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Bjerre har en lang række udstillinger i ind- og udland bag sig samt flere kuratoriske projekter og er repræsenteret på bl.a. Kunstmuseum Brandts, Arken Museum for samtidskunst, KUNSTEN i Ålborg, Horsens Kunstmuseum, Malmö Konstmuseum og Statens Museum for Kunst.
Til forelæsningen på Det Fynske Kunstakademi vil Bjerre bl.a. tale om forskellen mellem at arbejde i et institutionelt rum som et kunstmuseum og i det offentlige rum. Hun vil vise forskellige af sine projekter i offentlige rum, bl.a. Vækst/The Big Thrive i Holbæk. Bigger Picture i Skydstrup og det gangværende projekt til Næsby Børnehus i Odense.
Forelæsningen finder sted mandag den 10. februar kl. 16 – 17.30 i Foredragssalen på Det Fynske Kunstakademi. Forelæsningen er gratis og åben for alle.
Forelæsningen er en del af rækken Flere forelæsninger om kunst i offentlige rum, der er støttet af Statens Kunstfond. Næste forelæsning er med billedkunstner Marie Kølbæk Iversen mandag den 24. februar kl. 16.