Forelæsning om kunst i offentlige rum af Randi og Katrine

Det Fynske Kunstakademi inviterer til forelæsning af billedkunstnerne Randi & Katrine
Mandag den 18. november  kl. 16 – 17.30 i Foredragssalen.

Det er med stor glæde, at vi nu kan annoncere flere forelæsninger om kunst i offentlige rum på Det Fynske Kunstakademi. En bevilling fra Statens Kunstfond har sat os i stand til at fortsætte den populære forelæsningsrække, som foruden vores studerende også henvender sig bredere til borgere i Odense og på Fyn.

Den første forelæsning i rækken er med den anerkendte kunstnerduo Randi og Katrine, der har en lang række udsmykninger bag sig. Senest har de lige lavet en stor udsmykning til Riisingskolen i Odense, hvor facaden på et gammelt skur er blevet forvandlet til en række visuelle scenarier inspireret af skolebørnenes fortællinger.

Randi Jørgensen (f. 1974) og Katrine Malinovsky (f. 1976) har arbejdet sammen siden 2004 og er begge uddannede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005. De arbejder med skulptur, installation og rumlige interventioner. Mange af deres værker er kendetegnet af et letgenkendeligt formsprog, der trækker på referencer til hverdags- kultur og funktionalitet.

De er især kendt for udstillinger og udsmykninger i stor skala, som da de i 2012 udsmykkede færgen M/F Ærøskøbing eller i 2015 indtog hele ARKENs skulpturakse med en udstilling af transformatortårne. Randi og Katrine blev i 2023 tildelt Thorvald Bindelbøll Medaljen.

Til forelæsningen på det Fynske Kunstakademi vil Randi og Katrine fokusere på deres arbejde med udsmykningsopgaver og andre projekter i offentlige rum. I forbindelse med forelæsningen, der vil være modereret af rektor Kristine Kern, vil der også være mulighed for spørgsmål og dialog.

Forelæsningen er den første i en serie på 10 forelæsninger, Flere forelæsninger om kunst i offentlige rum, som i forlængelse af forårets forelæsningsrække undersøger forholdet mellem kunst og offentlighed. Næste forelæsning er mandag den 2. december med Thorgej Steen Hansen.

Forelæsningerne er gratis og åbne for alle.

Skuret, Risingskolen, Foto R&K