Artist Talk af Anna Bak

I forbindelse med Anna Baks kommende solo-udstilling ’Gimme Shelter’ på udstillingsstedet M100 i Odense, holder kunstneren en offentlig artist-talk på DFK d. 25.09, hvor hun vil fortælle om udstillingen og sin praksis generelt.

Anna Bak repræsenterer en kunstpraksis, der nysgerrigt vender blikket indad og udad i en undersøgelse af menneskets konflikter mellem natur og kultur, samt sociokulturelle problematikker. Hendes værker kredser især om de mange selvmodsigelser, myter og paradokser, der kendetegner det moderne menneskes relation til naturen, såvel som til sig og det omgivende samfund. I tillæg til dette, har hun igennem flere år interesseret sig for kunstneres prekære arbejdsvilkår og på den romantiserede fremstilling af kunstneren som en mytificeret karikatur.

Anna Bak (f. 1985) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2012 og modtog i 2010 et Fulbright stipendium til et studieår på Montana State University i USA. I 2014 var hun deltager på det anerkendte postakademiske forskningsinstitut, Jan Van Eyck Academie i Maastricht.

I Danmark har hun udstillet på kunstinstitutioner som Overgaden og Gl. Strand i København, Holstebro Kunstmuseum, Sorø Kunstmuseum, samt Kunsthal NORD i Aalborg – og internationalt på Museum Het Valkhof i Nijmegen, Studio 47 i Amsterdam og Glucksman Gallery i Cork, Irland.

Offentlig artist talk af billedkunstner Anna Bak
Foredragssalen på DFK mandag d. 25. september kl. 14-15.30.
Udstillingen ’Gimme Shelter’ vises på M100 i perioden 29. september – 5. oktober.
Fernisering fredag d. 29. september kl. 17-19