Artist talk af billedkunstner Tinne Zenner

Foredragssalen tirsdag d. 22. november kl. 16-17.30.
Fri entré.

Det Fynske Kunstakademi inviterer til foredrag af billedkunstner og filmskaber Tinne Zenner. Zenner arbejder med analog film, digitale renderinger og rumlig installation. Hendes værker bevæger sig mellem udstillings- og biografrummet, og beskæftiger sig kritisk med de fysiske og kulturelle spor af Danmarks koloniale interventioner i Grønland. Hendes filmværker har været præsenteret på en lang række internationale filmfestivaller.

Udover sit kunstneriske virke, er Tinne Zenner del af Sharna Pax – et filmkollektiv i London/København, som arbejder på tværs af antropologi, billedkunst og dokumentarfilm, og Terrassen – en nomadisk biograf i København, som undersøger filmens sociale liv. Hun arbejder som programlægger på EMAF – European Media Arts Festival og moderator på CPH:DOX’s undervisningsplatform Art:Hybrid Class.

Tine Zenner er oprindelig fra Fyn og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2016.