Optagelse
Mandag d. 5. februar 2024 åbner Det Fynske Kunstakademi op for ansøgninger til vores Basisuddannelse i billedkunst med opstart 1. september 2024.
Ansøgningsdeadline er tirsdag d. 23. april 2024, midnat (dansk tid). Deadline er passeret.
Basisuddannelsen er et afsluttet studieforløb på 180 studiepoint. Studiet er et 3-årigt fuldtidsstudium på 6 semestre.
Basisuddannelsen i billedkunst er en praksisbaseret uddannelse i billedkunst med særligt fokus på samtidskunstens mangfoldige praksisser og teorier. Basisuddannelsen er ikke en mediespecifik uddannelse men fokuserer på at den studerende får kendskab til og opnår den viden og de færdigheder, der er nødvendige for at etablere og udvikle en selvstændig kunstnerisk praksis og kunne udmønte denne i en billedkunstnerisk produktion.
Undervisningen forgår primært på tværs af uddannelsens årgange. Det er en væsentlig del af uddannelsen, at de studerende gennem undervisningen og på ateliererne mødes på tværs af årgange og praksisser.
Optagelse på Det Fynske Kunstakademis 5-årige videregående billedkunstneriske uddannelse baserer sig på en kunstfaglig vurdering af indsendte værkeksempler samt et interview med udvalgte ansøgere.
I vurdering af ansøgers kunstneriske arbejde lægges der blandt andet vægt på:
Originalitet i tænkning og udførelse af værker
Selvstændig og kritisk refleksion
Kunstnerisk mod og ambition
Kunstnerisk og uddannelsesmæssigt potentiale
Forståelse for samtidskunstens kontekst
Der stilles ikke krav til forudgående uddannelse eller specielle tekniske færdigheder. Ansøgere skal beherske dansk, norsk, svensk samt engelsk på et niveau, der gør det muligt at gennemføre uddannelse som forskrevet. Hovedsproget er dansk, men der kan forekomme kurser, workshops og undervisningsforløb på norsk, svensk eller engelsk. Såfremt der er behov, vil der hvert semester blive udbudt en workshop og en praksisgruppe på engelsk, så ikke-dansktalende studerende kan gennemføre studiet på normeret tid. Dog kan der forekomme obligatoriske kurser på dansk.
Det anbefales at forberede sig på studiet ved Det Fynske Kunstakademi via ophold på kunsthøjskoler, billedkunstneriske grundkurser mm., der har den aktuelle samtidskunst som omdrejningspunkt.
Læs mere om optagelse 2024 her, hvor du også finder link til vores ansøgningsformular. Og i FAQ har vi samlet spørgsmål og svar på de spørgsmål, som vi oftest bliver stillet.
Du er også velkommen til at rette henvendelse til vores administration mandag – torsdag i tidsrummet 10.00 – 15.00. E-mail: info@detfynskekunstakademi.dk