Gruppeudstilling / Content Media

CONTENT – MEDIA
Det Fynske Kunstakademi præsenterer en gruppe kunststuderendes udforskning af medierne TV, radio, computerspil og internet.

Et sted i udstillingsrummet vil der blive produceret live radio, så måske bliver de lyde, du laver, mens du ser på udstillingen, sendt ud i æteren. I et andet hjørne vil det være muligt at prøve en modificeret version af computerspillet Ultima Online(Origin, MMOrpg, anno 1998). Gruppen af FAA-studerende har udviklet flere forskellige in-game verdener, som publikum kan udforske i løbet af udstillingsperioden.

Hot-desking
Udstillingen er kulminationen på en workshop om identitet og medier, og selve udstillingen vil have karakter af en arbejdsplads under udvikling og vil ændre sig i hele udstillingsperioden. Dette kommer til udtryk i forskellige stadier af “færdighed” – nogle af værkerne er stadig i proces, mens andre kan ses som mere færdigstøbte værker.

Mediers hastighed og identitet
I hverdagen har de fleste mennesker i højere og højere grad en medproducerende rolle i forhold til de medier, de omgiver sig med. TV hensætter publikum til en mere passiv rolle, mens internettet er langt mere inddragende, for ikke at sige skabt fuldstændigt af dets brugere. På udstillingen udforsker de studerende denne realitet ved at gå ‘back stage’ så at sige – de skaber deres egne grundlæggende platforme inden for de forskellige medier, og undersøger hvad kan der opstå, hvis man bevidst udforsker medier ved hjælp af sin egen identitet?

Fernisering
Torsdag d. 16/1-2014 kl. 17.
Alle er velkomne!

Udstillingssted:
FAA Project Room
Brandts Torv 1, 4. sal
5000 Odense C

Åbningstider:
Åben fra d. 17.-30. januar, 2014
Tirsdag-søndag fra kl. 10-17, torsdag kl. 12-21, mandag lukket.