Forelæsning om kunst i offentlige rum med Ann Lislegaard
Vi er glade for at byde velkommen til endnu en spændende foredragsholder i rækken Endnu flere forelæsninger om kunst i offentlige rum.
Forelæsningen finder sted tirsdag den 3. november kl. 16.00 – 17.30 i Foredragssalen på Det Fynske Kunstakademi.
Den internationalt anerkendte billedkunstner Ann Lislegaard (f. 1962), der lige nu er aktuel med en stor udstilling på ARKEN – Museum for samtidskunst, har i sin karriere også lavet mange offentlige udsmykninger – bl.a. på Universitetet i Oslo, Westerlundska Gymnasium i Enköping, Sverige og på Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg i København.
Til forelæsningen på Det Fynske Kunstakademi vil Lislegaard diskutere det offentlige rum, og hvordan stedernes latente betydninger kan forstærkes gennem kunsten. Lislegaard vil fortælle om både realiserede og ufærdige projekter. Forelæsningen vil blive efterfulgt af en Q&A, hvor der er mulighed for at spørge ind til både enkelte projekter og mere overordnede overvejelser.
Ann Lislegaard er uddannet på det Kongelige Danske Kunstakademi, 1988-93 og på P.S.1. i New York, 1995-96. Hun har repræsenteret Danmark på Venedigbiennalen og deltaget i biennalerne i São Paulo, Lyon, Sydney og Gwangju. Hun har haft adskillige soloudstillinger verden over, bl.a. på Museum of Contemporary Art Detroit, Henry Art Gallery i Seattle, Raven Row i London, Moderna Museet i Stockholm og Astrup Fearnley Museet i Oslo. Hendes værker indgår bl.a. i samlingerne på Solomon R. Guggenheim Museum i New York, Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía i Madrid, Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk og Kunstmuseum Wolfsburg.
Forelæsningen modereres af rektor Kristine Kern og er en del af rækken Endnu flere forelæsninger om kunst i offentlige rum, som er støttet af Statens Kunstfond. Fri entré og åbent for alle.
Næste foredrag bliver af Marianne Hesselbjerg tirsdag den 17. november kl. 16.00 – 17.30.