Rebekka Anker-Møller som kurator for AFGANG 2026
Vi er glade for at præsentere Rebekka Anker-Møller som kurator for AFGANG 2026 på Det Fynske Kunstakademi.
Rebekka er en erfaren kurator og projektleder inden for samtidskunst, performativitet og publikumsorienterede formater. Hun har arbejdet både institutionelt – på Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal og MAPS – og i det selvorganiserende miljø, hvor hun har initieret og co-ledet kunstneriske platforme og nordiske samarbejder.
Som medleder af SixtyEight Art Institute har hun udviklet residencies, researchbaserede programserier og tværæstetiske projekter i samarbejde med bl.a. Thorvaldsens Museum, Rønnebæksholm og PASS på KU.
Hendes kuratoriske praksis undersøger sociale strukturer, omsorg og nymaterialisme i en teknologisk samtid – og hvordan kunst kan åbne nye rum for kollektivitet, åndelighed og eksperimentel viden.
Aktuelt er hun tilknyttet forskningsprojektet ‘Algorithms in Art’ på KU og det tværfaglige udviklingsprojekt ‘In The Mirror of Care Work’ i Nordjylland – sideløbende med co‑ledelse af SixtyEight Art Institute i København.
Vi ser frem til at udvikle udstillingen sammen med hende og til at dele processen med jer.
AFGANG 2026 åbner på Det Fynske Kunstakademi torsdag den 21. maj.
